nyhedsbrev august 2025

Kære alle

 

På en dejlig sommerdag her i august føles det forkert at skrive, at sommeren er ved at være forbi, men sådan er det jo, og snart starter alle foreninger op igen med spil, dans, teater og sang. Jeg håber, at alle har nydt sommeren og er klar til at tage fat igen. I bestyrelsen for Samrådet glæder vi os til et aktivt efterår på flere fronter.

 

Byrådsbehandling af forslag om frisættelse af foreningslivet

Samrådet er inviteret til workshop med formålet at identificere lokale og kommunale regler, procedurer og krav, som vanskeliggør foreningsarbejdet i Aarhus Kommune. Workshoppen afholdes af Kultur og Borgerservice som optakt til behandling i byrådet.

Her har vi brug for jeres input. Er der områder, hvor I oplever besværlige og måske unødvendige regler og krav, så er det nu, I skal sende os en præcis beskrivelse af konkrete problemer, så vi kan tage det videre. Det er vigtigt at understrege, at det udelukkende drejer sig om kommunale og lokale aftaler. Dvs at det ikke er her, vi kan gøre noget ved problemerne, når der skal skiftes bank eller kasserer eller ved følger af GDPR regler. Vi skal have tilbagemelding hurtigt og senest d 22. august til formand@amatorkultur.dk

 

Amatørkulturens dag d. 25. oktober på DOKK1.

Der er pt 18 tilmeldte foreninger, så der er stadig plads til et par mere. Tilmelding sker via mail til formand@amatorkultur.dk senest d. 14. september. Alle tilmeldte foreninger får en mail ang. praktiske forhold i starten af september.

 

MSO arrangementerne på Folkehuse og plejehjem.

Som tidligere skrevet har bestyrelsen besluttet at lægge ti ekstra arrangementer i puljen og give mulighed for at hver forening kan lave 4 aftaler i år. Der er ca 20 portioner tilbage, så det er stadig muligt at lave aftaler for efteråret. Kontakt gerne selv folkehuse eller plejehjem, og søg via hjemmesiden, så får I hurtigt svar på om vi stadig har penge til uddeling.

 

Aarhus City Welcome

Lørdag d. 27. september afholder Aarhus kommune Aarhus City Welcome på DOKK1 kl 11- 15. Arrangementet er målrettet udenlandske tilflyttere. Samrådet stiller op med en stand, for at fortælle om mulighederne for at deltage i amatørkulturelle aktiviteter. Hvis der er foreninger, der har materiale, de gerne vil have lagt frem, kan det afleveres til Hanne på DOKK1 fra kl 10, eller skriv til mig.

 

Venlig hilsen

Hanne Eriksen, Formand